Innovationssamarbejder

På denne side kan du få et indblik i nogle af de innovationssamarbejder, der har været en del af P2X Risø projektet

Stiesdal Hydrogen

Stiesdal Hydrogen arbejder med at øge effektiviteten af elektrolysatorer via en forbedret forståelse af bobledynamikken ved elektroderne. Det gøres ved hjælp af simuleringer på forskellige niveauer og validering gennem eksperimentelle data, genereret af Stiesdal Hydrogen. Gennem samarbejdet med forskerne fra Roskilde Universitet, inden for modellering af multifasestrømning, ser Stiesdal på transporten af hydrogen- og oxygen-bobler, der dannes under elektrolyseprocessen.

Om Stiesdal Hydrogen

Stiesdal Hydrogen ønsker at producere hydrogen til en lav pris for at gøre PtX økonomisk attraktiv. I den forbindelse er industriel produktion af elektrolyseenheder afgørende. Stiesdal Hydrogens teknologi kan i fremtiden bidrage effektivt til at bringe omkostningerne for grøn hydrogen-produktion væsentlig ned.

Kontakt: Kenny Krogh Nielsen

Kvasir Technologies

Kvasir Technologies formål med projektet er at kombinere pyrolyseteknologi med e-methanol fra PtX og dermed udvikle en ny teknologi, hvor pyrolyseolie udsættes for termisk behandling i methanol (dvs trykkogning). Herved kombineres to relativt modne teknologier (pyrolyse og PtX) på en ny måde, som der endnu ikke eksisterer kommercielle tiltag på.

Om Kvasir Technologies

Kvasir Technologies blev bygget på en vision om, at eliminere kulstofemissioner fra tung transport ved at udnytte naturlige og rigelige kilder til biomasse, der ikke konkurrerer med fødevarer.

Kontakt: Joachim Bachmann Nielsen

TEGmat

I projektet har TEGmat sammen med DTU bygget en simuleringsmodel til at estimere og beregne hvor meget energi, der kan genereres fra en bestemt overflade. Idéen er, at der installeres selvdrevne måleapparater på fjernvarme eller PtX-rørene, så mere intelligente digitaliseringsløsninger kan anvendes de steder, hvor det ellers ville være svært at opnå. Løsningerne vil på sigt kunne forbedre omkostningseffektiviteten af PtX-faciliteter og fremskynde kommercialiseringen af PtX‐anlæg.

Om Tegmat

TEGmat specialiserer sig i termoelektriske generatorer, som omdanner varme til strøm uden kemiske reaktioner eller mekaniske bevægelser. Ifølge TEGmat er deres nye termoelektriske generator fleksibel og omkostningseffektiv, i forhold til de traditionelle produkter på markedet - og er derfor nemmere og billigere at implementere i stor skala.

Kontakt: Hao Yin

SemperCycle

SemperCycle har arbejdet med et feasibility- study, hvor de har forsøgt at afdække de vigtigste kriterier for placering af et egentligt kommercielt anlæg, hvor der bl.a. skal være adgang til en relevant mængde plastaffald og grøn strøm. DTU Compute har hjulpet med at lave en dynamisk simulering af processen, der kan estimere hvordan variationer i affaldssammensætning og elproduktion påvirker processen. I projektet er SemperCycle blevet klogere på nogle af de vigtige antagelser i deres forretningsmodel og teknologien skulle meget gerne være med til at reducere CO2-udslippet markant og reducere behovet for fossile råstoffer i fremtiden.

Om SemperCycle

SemperCycle ApS arbejder på at udvikle en teknologi til genanvendelse af plastikaffald, som ikke bliver genanvendt i dag. Der findes løsninger til sortering, rengøring og mekanisk genanvendelse af visse typer plastikaffald, men med en stor restfraktion, som typisk bliver brændt. Ideen med virksomheden er derfor, at være med til at øge den reelle genanvendelse af plastik.

Kontakt: Jan Kamyno Rasmussen

CO2Techn ApS

I projektet arbejder CO2Tech ApS med den stigende mængde CO2 i atmosfæren. Den traditionelle metode er dyr - og derfor vil CO2Tech ApS bringe omkostningerne ned. Det forsøger de at gøre ved direkte elektrolyse af CO2 og vand ved forhøjede temperaturer og tryk. Ifølge CO2Tech ApS er fordelene ved den direkte CO2 elektrolyse to-fold. Der er eksempelvis en termodynamisk besparelse på ca. 12% ved fremstilling af brændslet naturgas i ét trin frem for at gøre det som traditionelt i to trin. Metoden er baseret på en phosphat-elektrolyt, ved forøgede tryk og temperaturer. Projektet er fokuseret på mere værdifulde produkter som methanol og andre brændstoffer, der kan fremstilles med valg af andre parametre ved elektrolysen.

Om CO2Techn ApS

CO2techns mission er at bidrage med en grøn løsning til håndtering af de stigende emissioner af kuldioxid. Deres tekniske løsning er en et-trins produktionsmetode af metan og/eller andre nyttige brændstoffer fra kuldioxid og vand ved brug af grøn elektrisk energi.

Kontakt: Niels j. Bjerrum

DTU Skylab
DTU Skylab

Rockwool A/S

Industriel PtX kræver vand i store mængder. Derfor er der brug for at afdække alternative vandkilder til PtX og identificere/udvikle bæredygtige løsninger til rensning af vandet, så det kan indgå i PtX. Formålet med Rockwools projekt er derfor at afdække krav til vandkvaliteter relateret til forskellige processer forbundet med PtX samt teste vandrensningsegenskaber af konceptmateriale fra Rockwool. Derudover vil forfiltreringens betydning for robustheden i membranprocesserne i PtX undersøges.

Om Rockwool A/S

Rockwool er en international koncern, der i dag er verdens førende producent af stenuldsbaserede løsninger. Ifølge Michael Emborg fra Rockwool kan den nye teknologi med rensning af vand til PtX betyde end masse for samfundet – hvis det lykkes.

Kontakt: Michaeel Emborg

AquaGreen Aps

AquaGreen ApS har i projektet arbejdet med fremstilling af et pyrolyse- og gasrensnings pilotanlæg, som senere i processen skal bruges i kombination med biometanisering. Anlæggets kapacitet kan i perioder med lave strømpriser styrkes ved hjælp af en elektrisk opvarmning, som omdanner damp til brint. Størrelsen af pilotanlægget afstemmes så det matcher gas flowet til en 300 liter biometaniseringsreaktor. I projektet fokuseres der på pyrolyse af biogas fiber.

Om AquaGreen ApS

AquaGreen startede i et forsøg på at forbedre behandling og genanvendelse af biomasse. Den første case omhandlede behandling af fiskeslam fra lakseopdræt i Norge. Siden har det udviklet sig og AquaGreens teknologi bidrager til effektive og fleksible PtX-løsninger, der muliggør en større andel af vedvarende energi.

Kontakt: Henrik Sønderborg

DTU Skylab

Partnere