Foto DTU

Nyt værktøj kan forbedre samarbejdet i byggeprojekter

Thursday 20 Feb 20
|
by Line Reeh

Contact

Jacob Hessellund Madsen
Associate Professor
DTU Diplom
+45 23 42 00 95

Contact

Jakob Lemming Christensen
Head of Section for Building and Civil Engineering
DTU Diplom
+45 93 51 15 80

Det forpligtende samarbejde

Redskabet, ”Det Forpligtende Samarbejde”, er gratis tilgængeligt på www.samarbejd.nu

Værktøjet og onlineplatformen suppleres af gratis kurser fem steder rundt om i landet til interesserede bygherrer, entreprenører og andre fra branchen, samt af et undervisningsforløb til studerende på landets uddannelsesinstitutioner.

Konceptet er udviklet af virksomheden Bedre Byggeprocesser sammen med DTU Diplom og er støttet økonomisk af Grundejernes Investeringsfond. 

Et nyt plug-and-play-værktøj præsenterer en innovativ metode til at etablere og måle på forpligtende relationer, fælles mål og kultur i byggeprojekter.

Virksomheden Bedre Byggeprocesser lancerer sammen med DTU Diplom et værktøj til at etablere forpligtende samarbejder i byggebranchen, som i mange tilfælde er plaget af mangelfuld kommunikation, dårligt samarbejde og konflikter. Værktøjet giver rammer og en struktur, som er lige til at gå til, inspireret af viden om adfærdsdesign. Og det stilles gratis til rådighed for alle, støttet økonomisk af Grundejernes Investeringsfond.

Det er et paradoks, at produktiviteten i byggebranchen ikke stiger på trods af øget digitalisering og nye værktøjer og metoder, mener Peter Falk, som er partner i Bedre Byggeprocesser, en lille virksomhed specialiseret i at sikre samarbejdet i tværfaglige organisationer i byggeprojekter og i byggebranchen som helhed. 70 procent af byggerierne går stadig over tid, og 73 procent går over pris, viser en McKinsey-rapport.

"Årsagen er blandt andet, at det bare er rigtigt svært at etablere et godt samarbejde og vedligeholde det. Samarbejde består af forskellige elementer, som man kan kontrollere, hvis man er opmærksom på dem. Udfordringen er imidlertid, at mange parter i branchen er specialister i at bygge og ikke nødvendigvis i at samarbejde.

Byggebranchen er præget af projekter med mange forskellige aktører, hvor hver virksomhed bringer sine egne mål, virksomhedskultur og måder at arbejde og kommunikere på ind i projektet. Det er er ikke nok kun at se på ansvarlighed i juridisk forstand. Der er også behov for en innovativ metodik for skabelse af accountability og fælles kultur. Det er den udfordring, man står med i hverdagen,” vurderer Peter Falk, som sammen med sociologerne Anders Jacobi og Torsten Heerdegen Jepsen udgør partnerne i virksomheden Bedre Byggeprocesser.

Online-platform, podcasts og kurser

Online-platformen 'Det Forpligtende Samarbejde' er udviklet på baggrund af konkrete cases og er testet i samarbejde med en række samarbejdspartnere i branchen. Ud over online-platformen består tilbuddet af en række podcasts og fem gratis to-dages kursusforløb for bygherrer, entreprenører, rådgivere og andre fra branchen rundt om i landet de kommende måneder. Der er også et undervisningsforløb på vej med 13 moduler, som stilles frit til rådighed for landets uddannelsesinstitutioner, som uddanner næste generation af bygningsingeniører, arkitekter og bygningskonstruktører.

"En af de nytænkende idéer i værktøjet er, at man løbende måler og evaluerer på samarbejdet og taler åbent og transparent om tingene. I forhold til bare at ty til regulering via regler og jura, så er det her en anden tilgang, og det er rigtig spændende."
Lektor Jacob Hessellund Madsen, DTU Diplom

Undervisningsforløbet til uddannelsesinstitutioner udvikles af lektor Jacob Hessellund Madsen og kolleger ved DTU Diplom. Jacob Hessellund Madsen har en fortid som teknisk direktør i flere kommuner, hvor han har stået for store byggeprojekter:

”Dårligt samarbejde i branchen kan være rigtigt dyrt, så det er vores ambition at gøre det nemt for andre uddannelser at undervise i denne viden, så de kommende medarbejdere i branchen allerede på deres uddanneler får konkrete redskaber med sig.”

Og her har man en godt fundament på netop DTU Diplom, vurderer lektoren:

”Når vi uddanner vores studerende på DTU’s diplomingeniøruddannelser, så lægger vi rigtig meget vægt på, at vi uddanner de unge mennesker til at kunne samarbejde. Det er, sammen med deres høje faglighed, noget som vores aftagere er meget glade for og fremhæver ved vores uddannelse,” siger Jacob Hessellund Madsen.

For ham har der også været helt personlig inspiration at hente i det nye værktøj og i adfærdsdesign-tankegangen:

”En af de nytænkende idéer i værtøjet er, at man løbende måler og evaluerer på samarbejdet og taler åbent og transparent om tingene. I forhold til bare at ty til regulering via regler og jura, så er det her en anden tilgang, og det er rigtig spændende. Det er noget, som vi også vil arbejde videre med at tage direkte ind i de studerendes projektarbejde hos os. Det er en rigtig god idé,” vurderer han.

News and filters

Get updated on news that match your filter.
https://www.skylab.dtu.dk/news/Nyhed?id=%7BD51B3B5B-9EAE-4657-B6E8-04CFB15B4351%7D
26 SEPTEMBER 2020